Skagen Havkajakklub
Skagen Havkajakklub har som formål at fremme sejlads i havkajak under sikre forhold, samt at give sine medlemmer nogle gode oplevelser med havkajak.
Beskrivelse af vores rovand
Vores rovand byder på stor variation, idet det både omfatter farvandet fra vores klubhus ved Kuttervej over for Kongevillaen og sydpå, farvandet ved Sønderstrand mod Grenen og farvandet ud for Nordstrand for enden af Batterivej og sydpå. Af indlysende årsager anser vi farvandet fra klubhuset og sydpå for vores primære rovand.
Uanset hvilket af områderne vi ser på, er det vigtigt at erkende, at vi har et udfordrende rovand. Men kender du og respekterer du havets kræfter, er der lagt op til mange spændende sports- og naturoplevelser i havkajak.
Havkajak begynderkursus 2025
Vil du lære at ro havkajak i år, så er det nu, du skal tilmelde dig.
Skagen Havkajakklub starter nyt begynderhold op mandag den 5. maj kl. 19-21. Der er 10 pladser på holdet, som besættes efter først-til-mølle-princippet.
Kurset løber hver mandag i maj og juni kl. 19-21, hvor vi tager fat på en disciplin fra roeruddannelsen og derefter ror en tur. Desuden er der en roeruddannelsesweekend den 14-15 juni – begge dage kl. 9-16.
Du kan godt gennemføre kurset, selvom der er en enkelt mandag, hvor du ikke kan komme. Til gengæld er uddannelsesweekenden obligatorisk.
Klubben stiller kajakker, pagajer, veste og sprayskirt til rådighed, men du skal selv investere i rotøj. Mere om dette på første kursusaften. Her skal vi ikke ud at sejle, men du får en introduktion til forløbet, og vi skal have fundet og indstillet kajakker til alle deltagerne.
Kurset gennemføres efter DGI´s retningslinjer, og efter endt kursus og aflagte prøver udstedes et bevis som Havkajakroer 1. Inden du må ro alene, skal du desuden have roet mindst 50 km ifølge med erfarne roere. Det er blandt andet det, vi gør på ro-aftenerne.
Underviserne på kurset er erfarne instruktører uddannet efter DGI´s retningslinjer.
Pris for roeruddannelse og medlemskab for resten af 2025 er kun 1500 kr.
Er du interesseret kan du kontakte instruktør Michael Thaarup på telefon 2829 4663 for nærmere information.
Tilmelding: Udfyld formularen på Skagen Havkajakklub - Kontakt (mono.net) og vælg Seniormedlem – Havkajak.
Til hjemmeside
Vores nye hjemmeside er under opbygning.
Klik på knappen for at komme til vores gamle hjemmeside.